Ordentlighed er en leveregel – Portræt af Ane Grethe Filemonsen

Sådan fortæller en altid storsmilende og servicemindet Ane Grethe Filemonsen fra Greenland Business School. Hun har været økonomi-blæksprutte på Greenland Business School (GBS) i 4 – snart 5 – år. Hun sikrer ordentlighed i skolens daglige økonomi og har samtidig et særligt øje og godt blik for IRIS.

Ane Grethe med sin trofaste samarbejdspartner IRIS

– IRIS, Selvstyrets økonomisystem, er en fast bestanddel af min hverdag, fortæller Ane Grethe, som er kontorfuldmægtig på Greenland Business School. Hun tilbringer de fleste af sine arbejdstimer med IRIS, idet en af hendes hovedopgaver er at sikre, at regninger betales til tiden. Iris er Selvstyrets betalingsplatform for betaling af regninger.

Hun blev uddannet i 1992 i Ilulissat. Da hun havde færdiggjort sin uddannelse, gik der dog ikke lang tid, før hendes behagelige væsen og de mange færdigheder og kompetencer blev sat i spil med det ene kommunale lederjob efter det andet.

I 2019 fik daværende Niuernermik Ilinniarfik – nu Greenland Business School – øjnene op for hende, og hun blev ansat i økonomiafdelingen som kontorfuldmægtig. Et job, som hun fortæller, at hun trives godt i, på trods af at hun skulle rejse fra Kangaatsiaq og det 132 kvadratmeter store grønne hus, som hun og manden Jens Filemonsen selv byggede i 2001. Jens er blevet tilbage i Kangaatsiaq, hvor han står for udlejning af værelser til turister og virksomheder ved siden af sin passion: jagt og fiskeri efter grønlandsk proviant.

Det grønne hus i Kangaatsiaq
Grønlands yngste by Kangaatsiaq fra vandsiden

I Nuuk deler Ane Grethe lejlighed i Nuussuaq med den mellemste af deres i alt 3 børn, Knud. Han tager selv uddannelse på Greenland Business School, mens storebror og lillesøster bor i Aalborg.

“Jeg savner selvfølgelig Jens, men huset i skønne Kangaatsiaq skal også passes. Det giver mig også ro at vide, at Jens passer godt på huset. Og så har jeg selvfølgelig min nærmeste samarbejdspartner ‘IRIS’ på skolen,” siger Ane Grethe med et skævt smil.

Et af hobbyprojekterne, som Ane Grethe pusler med i lejligheden i Nuussuaq, er ræklinger. Hellefisk, som lufttørres over vinteren, når temperaturen er over -10 grader. Det er en gammel tradition, som Ane Grethe ønsker at holde i hævd – og så smager det ovenikøbet fantastisk.

Ræklinger af hellefisk

Ingen kontanter i kassen

“Med IRIS er jeg med til at sikre, at vi aldrig har kontanter på GBS,” fortæller Ane Grethe, der er født i Ilulissat. “IRIS giver en mere sikker økonomistyring. Vi kører alt gennem IRIS. Når eleverne f.eks. betaler depositum for at leje en PC via GBS, betaler eleverne en indbetaling til vores bankkonto i Grønlandsbanken. Indbetalingen bliver registreret via IRIS, så vi aldrig har kontanter liggende,” fortsætter Ane Grethe, “det giver ordentlighed og sikkerhed. Eleverne betaler elektronisk, bl.a. via Dankort-terminalen eller MobilePay hos vores servicemindede medarbejdere i studieservice. Ud over ordentlighed i økonomien står hun også for udbetaling af timeløn til skolens eksterne undervisere.

FAKTABOKS

  • Bor i Nuuk siden 2019 med sønnen Knud, der er elev på Greenland Business School.
  • Har et hus i Kangaatsiaq med sin mand Jens Filemonsen.
  • Jens Filemonsen bor i og passer på huset.
  • Blev gift med Jens i Kangaatsiaq i 2002.
  • Har 3 børn.
  • Født i Ilulissat.

Naturen kalder med 21 fod

Når Ane Grethe en sjælden gang slipper pligterne på Aqqusinersuaq, tager hun hjem til Jens i det grønne hus i Kangaatsiaq. Så er det naturen, der kalder. “Ud over at vi bor på et af de skønneste steder i Grønland, tager Jens og jeg ofte på sejlads i bl.a. Nordre Strømfjord med vores 21 fods båd,” siger hun, “så overnatter vi i telt og fanger fjeldørreder, som vi ryger i en rygeovn. Alt imens vi stornyder naturen. Efter det vender Jens tilbage til det grønne hus i Kangaatsiaq, og jeg vender tilbage til Nuuk og mit ‘samarbejde’ med IRIS,” slutter Ane Grethe.

Ane Grethe på deres 21 fods båd
Solnedgang over Kangaatsiaq