Jasper underviser i blandt andet afsætning og Erhvervsøkonomisk Metode på Greenland Business School og har gjort det i 8 år. Han har en stærk forankring i den grønlandske natur. Jasper og hans familie, som tæller i alt fire personer, drager ofte mod sletterne på Ameralik i deres båd, så snart vejret tillader det.
Åbne vidder. Frihed. Uendelige muligheder. Sådan beskriver den hollandskfødte underviser Jasper Witjes sit første møde med Grønland. Og sådan føler jeg det stadig. Grønland er natur og frihed. Sådan har det været, siden min familie og jeg flyttede hertil,” fortæller Jasper, som er gift med den grønlandske Nivikka, der er født i Nuuk. Nivikka har læst pædagogik på universitetet og skrevet speciale om, hvordan omgivelserne påvirker ens velvære. “Nivikkas baggrund og hendes dybe forbindelse til Grønland har inspireret mig siden vores første møde,” siger Jasper, der selv er præget af både den danske og hollandske kultur.
“Både Danmark og Holland er meget prægede af planlægning og regler,” forklarer Jasper og tilføjer: “Men Grønland er anderledes. Her findes en umiddelbar uskyld og en endnu stærkere forbindelse til naturen. Det er en styrke for mennesker.” Jasper og Nivikka boede først i København og flyttede derefter til en bondegård i Slangerup i Nordsjælland. “Jeg havde et typisk kontorjob i København, hvor jeg arbejdede med grafisk design, branding og marketing. Men jeg følte altid, at der var noget mere derude,” siger Jasper. “Måske har jeg også lidt af en ‘steppeulv’ i mig,” tilføjer han med et skævt smil. “Steppeulven symboliserer frihed, men også en vis grad af moral, orden og tradition, som trækker én mod ensomheden og naturen sammen med ens nærmeste familie.”
Jasper og Nivikka fik deres første barn, da de boede på bondegården i Nordsjælland. “Vi vidste med det samme, at vores søn skulle hedde ‘Eik’,” siger Jasper. “Navnet er inspireret af Eik Skaløe, en dansk musiker og poet, der også havde en rebelsk side, ligesom jeg selv. Eik Skaløe var forsanger i bandet ‘Steppeulvene’, der var bannerfører for ungdomsoprøret i 1960’erne.” Jasper, der har en mastergrad i filosofi fra København og en i Communication Management fra Utrecht i Holland, erkender: “Jeg har også en vis rastløshed i mig. Jeg betragter mig selv som rastløs med en stor nysgerrighed både overfor verden omkring mig og overfor mig selv.”
I 2017 flyttede Jasper, Nivikka og deres børn til Nuuk, hvor Jasper begyndte at undervise på Aqqusinersuaq 18. “Jeg ønskede at komme væk fra hverdagen foran en computerskærm og have mere kontakt med mennesker,” forklarer Jasper. Efter to år i Nuuk fik Eik en lillesøster, Anuk, hvis navn er inspireret af den hollandske sanger og kunstner Anouk. “Vi stavet vores Anuk uden ‘o’, og det skyldes også, at ‘Anuk’ på det canadiske inuit-sprog betyder isbjørn,” siger Jasper. “Så det arktiske tema går dybt hos os alle.”
I Nuuk bor Jaspers svigerfar, Sten, som er 74 år. Både Jasper og Sten ejer en båd og dyrker en stor naturhave, hvor jorden er ideel til grøntsagsdyrkning. De har også bygget træplatforme, hvor hele familien kan slå telt op og overnatte. Denne naturskønne del af Ameralik-fjorden er fredet på grund af de gamle bopladser og bådpladser, der går tilbage til inuit og nordboere fra omkring år 1000. “Jeg elsker dette sted, hvor der ikke er tilladt at bygge huse eller hytter,” siger Jasper. “Så når vi besøger vores naturhave, tager vi bådene og overnatter i teltene på platformene.
Det er et sted, hvor vi virkelig føler os hjemme. Vi dyrker vores egne grøntsager og lever i harmoni med naturen. Når vi er ved fjorden, har vi ingen planer. Der er ingen skærme, strøm, internet eller mobilsignal. Det er ren afslapning. Eik kan tage en lille tur i gummibåden selv, og Anuk kan plante majroer, radiser eller kål med sin far. Det er en del af det afslappede liv her, og det er en af grundene til, at jeg elsker Grønland. Her er der ingen kontrol eller mange regler. Det er sundt for os som familie,” slutter Jasper. “Et liv uden kontrol og regler er lig med frihed og ren harmoni.
FAKTABOKS
- Jasper Witjes født i Holland.
- Uddannelse Communication Management i Utrecht i Holland.
- Master i filosofi fra Københavns Universitet.
- Bor i Nuuk siden 2017 med hustruen Nivikka, der er født i Nuuk.
- Sønnen Eik (9 år), der er opkaldt efter forsanger Eik Skaløe fra rock/hippiebandet ’Steppeulvene’.
- Datteren Anuk (6 år), hvis navn er inspireret efter den hollandske kunster, sanger og designer ’Auouk.