TNI FLEX

Bliv kvalificeret til at starte på en erhvervsuddannelse

Går du rundt med en drøm om at arbejde inden for butik, handel eller administration, og har du afsluttet folkeskolen, men mangler en eksamen eller to? Så kunne TNI Flex være det rigtige valg for dig.

Hvorfor læse TNI FLEX?

TNI Flex er en opkvalificerende uddannelse for dig, der mangler kvalifikationer for at kunne blive optaget på en TNI-uddannelse eller en anden erhvervsuddannelse.

På den måde er TNI Flex din adgang til, efter videreuddannelse, at komme til at arbejde med fx regnskab, sagsbehandling og kundebetjening. Eller du kan vælge at videreuddanne dig yderligere.

Hvad kræver det at starte på TNI FLEX?

Opfylder du ikke adgangskravene til en erhvervsuddannelse, får du her muligheden ved at tage TNI Flex.

Hvad giver TNI FLEX adgang til?

TNI Flex er en opkvalificerende uddannelse. Det vil sige, at hvis du gerne vil starte på en erhvervsuddannelse, men ikke opfylder adgangskravene i Grønlandsk, Dansk, Engelsk og/eller Matematik, så kan TNI Flex være et springbræt for dette.

Hvad lærer jeg?

På TNI Flex vil du have en række grundfag: Grønlandsk, Dansk, Engelsk og Matematik, samt linjefagene: IT, Erhvervsøkonomi, Afsætning og Samfundsfag. Derudover vil du have en række temafag, såsom teater og personligudvikling.

Hvis du har gennemført et eller flere af grundfagene fra folkeskolen eller anden uddannelsesinstitution, kan du fritages for undervisning i det pågældende fag. Dog skal du have mindst 20 timer om ugen for at bibeholde din uddannelsesstøtte.

Hvordan er uddannelsen opbygget?

Uddannelsen varer 40 uger med undervisning og erhvervspraktik. Erhvervspraktikken er sat til at vare enten 2 uger i efteråret eller 1 uge i efteråret og 1 uge i foråret.

Hvordan foregår undervisningen?

På TNI Flex er undervisningen praksisnær. Det betyder, at du vil arbejde problemorienteret – med case- og projektorganiseret undervisning, men du vil også have traditionelle forelæsninger.

Undervisningen varierer mellem klasseundervisning, gruppearbejde, enkeltmandsarbejde, cases og praktiske opgaver.

Hvordan foregår eksamen?

Der vil være eksamen i grundfag og linjefag, men ingen eksaminer i temafagene.

Derudover vil du have tilknyttet en koordinator, som vil evaluere og vejlede dig i forløbet. Dels i forhold til din faglige og personlige udvikling i forløbet, i forhold til muligt uddannelsesvalg og forberedelse til eksamen.

Hvordan kommer jeg i gang?

Ansøgning til uddannelsen foregår via din lokale Majoriaq eller sullissivik.gl.

Hvis du vil vide mere om uddannelsen, kan du finde mere information i den officielle studieordning. Du er også meget velkommen til at skrive til vores studievejledere på studievejleder@gbs.gl